Vi har desværre modtaget afbud fra Unna-Pernille Gjørup, som vi tidligere havde annonceret ville komme og genfortælle Løgneren af Martin A. Hansen. I stedet har vi sat en film på programmet, så der bliver i år endnu en udflugt til Ikast Biograf.

Det færdige program ser ud som følger:

Folkeligt møde i Hammerum 1.- 4. juli

Torsdag

David Bugge, lektor, Århus:
Forløsning under narkose
- Karen Blixen og kristendommen

Fredag

Marie Vejrup, Phd., adjunkt, Århus
Hvor bevæger Kristendommen dig hen?
- aktuelle tendenser og mønstre i samfund og mennesker og deres betydning for kristendommen

Film: De usynlige
(Instr.: Erik Poppe. Vises i Ikast Biograf)
Introduktion v/ Knud Riis, sognepræst, Lintrup

Merete Bøye, fung. valgm. præst, cand. theol.
Kultur og kanon
- litteratur, film, design, arkitektur m.m. - opfylder disse kanoner deres funktion?

Lørdag

Erik Bredmose Simonsen, sognepræst, Tulstrup
Græd ikke over Jerusalem
- om helligsteder på godt og - især - ondt

Sang - 1/2timen ved Knud Riis

Morten Kvist, valgmenighedspræst, Herning:
Værdierne fra oplysningstiden - og kristendommen
- har f.eks. demokrati, oplysning, frisind nogen oprindelse i det kristne evangelium

Søndag

Gudstjeneste i Gjellerup Valgmenigheds Kirke, Hammerum ved Merete Bøye

(Er Ballade om Gud 2010 noget for dig, så er det blot om at tilmelde sig på laura@balladeomgud.dk. Læs mere under fanen “tilmelding”.)

Morten Kvist, Knud Riis, Erik Bremose Simonsen og Laura Gylden-Damgaard er allerede i fuld gang med at sætte et fantastisk program sammen til Ballade om Gud 2010. I år løber Balladen af stablen fra torsdag den 1. juli til søndag den 4. juli. Der er allerede faldet mange brikker på plads. Vi får besøg af adjunkt, cand. theol. og ph.d. Marie Vejrup (http://person.au.dk/da/mvn@teo.au.dk/cv), der vil holde et foredrag med titlen: Hvor bevæger kristendommen sig hen? - Identifikation af tendenser og mønstre i samfundet og deres betydning for kirken. Sognepræst Unna-Pernille Gjørup kommer på besøg for at levendegøre Martin A. Hansens Løgneren ved genfortælling. Morten Kvist vil holde et foredrag, der tematiserer oplysningstidens værdier og deres betydning for kristendommen. Og så bliver det i år præst og debattør Merete Bøye (http://www.mereteland.dk/cv.htm),  der holder gudstjeneste søndag. Hun varetager embedet for Morten Kvist under hans studieorlov, og hun vil også holde et foredrag i løbet af Balladen. 

Ballade om Gud opstod i 1986, hvor Knud Riis, Morten Kvist og Erik Bredmose Simonsen blev enige om, at de årligt ville arrangere et konvent helliget balladen om Gud - altså samtalen om Guds nærvær og fravær i snart sagt alt: teologi, politik, kunst, litteratur, musik, historie og ikke mindst samfundet. Debattens afskygninger skulle ingen grænser have, men dog altid tage sit afsæt i aktuelle problemstillinger samtidig med at være funderet i den evangelisk-lutherske tradition.